Thomas Joiners Risikomodel

I bogen Why People Die by Suicide (Hvorfor mennesker begår selvmord;2006) tegner Thomas Joiner konturerne af de teorier om selvmord, der har floreret gennem de sidste århundreder. Hans relationspsykologiske model er et nyttigt værktøj til at vurdere selvmordsrisici på arbejdspladsen. Joiners pointe med modellen er, at mennesker, der tager deres liv, ikke alene har ønsket om at dø men også evner at undertrykke et medfødt overlevelsesinstinkt (se figur 1).

Dødsønsket er ifølge Joiner drevet af to psykologiske tankemønstre: Opfattelsen af at være en byrde for andre og adskillelsen fra betydningsfulde sociale relationer. Hvad det første angår, skal ’opfattelse’ tages bogstaveligt, idet det synes fuldstændig ligegyldigt, hvad alle andre siger. Personen er fastlåst i tankegangen: ’Mennesker, der elsker mig, vil have mere glæde af mig død end levende!’ Mennesker med selvmordstanker har ofte mistet meningen med livet. Det andet spor handler om nære relationer. Som mennesker knytter vi os tæt til andre mennesker, og hvis nære bånd rives over, kan ensomheden være overvældende.

De to nævnte mønstre leder dog ikke i sig selv til selvmord. Man må også have evnen (eller frygtløsheden) til at skade sig selv. Dette er nemlig i strid med et stærkt, medført overlevelsesinstinkt. Joiner argumenterer for, at adskillige smertefulde og provokerende oplevelser gennem livet kan hæmme personens smerteoplevelse og frygt for døden. Sådan en hæmning kan stamme fra tidlige traumer og overgreb, men kan også være opnået gennem risikobetonet adfærd, skadelige konfrontationer fra kontaktsport eller viden om og fortrolighed med livsfarlige remedier (fx våben eller medicin). Dette giver en forståelse af at tidligere selvmordsforsøg er en stærk indikator på senere selvmordsrisiko. Omvendt kan det ikke sluttes, at den del af modellen, der handler om at være i stand til at skade sig selv, forudsiger selvmord. Risikoen for selvmord øges, når der er sammenfald mellem modellens tre faktorer.