Cal Beyer: Min rejse efter at finde mening I min ven/medarbejders selvmord

Af Emily Alvarez

Historier fra det virkelige liv kan bruges til at nedbryde stigmatisering af psykisk sygdom og selvmord og bidrage til, at folk tilslutter sig bevægelsen. Sådanne historier sætter kød og blod på selvmordsforebyggelsesbevægelsen og hjælpe til at kunne søge hjælp. Denne serie om levet erfaring er en stor mulighed for at sætte spot på de efterladtes tab og søgen efter mening i det.

Cal Beyer er ven af vores CEO Sally Spencer-Thomas og af vores organisation. Han mistede en kollega i februar sidste år og har siden søgt at finde mening i tabet. Vi har nu rundet årsdagen for kollegaens død og ønsker at dele Cals historie om at finde mening i tabet.

Her er historien:

Jeg mistede en kær ven til selvmord d. 23. februar 2015. Han hed Jeff. Han døde i en alder af 51. Han efterlod sig kone og 3 voksne børn. Han efterlod sig også en familie af kærlige mennesker og en hær af venner, der alle var forvirrede over, at Jeff havde taget sit liv. Mange af os vidste, han havde perioder, hvor han følte ensomhed og sorg. Ingen af os forstod, at han samtidigt vaklede på kanten af mørke og fortvivlelse.

Jeg ansatte Jeff, da jeg arbejdede for et nystartet firma. Vi arbejdede sammen i ca. 7 år. Vi blev tætte kolleger og siden personlige venner.

Jeff var en meget kraftig mand. Jeff var en "blid kæmpe". Blandt hans største kvaliteter var humoristisk sans, hvilket gjorde, at han accepterede mange øgenavne, fra "tynde" til "buldog". Jeff elskede at fiske. Han var afhængig af fiskeri. Han levede og åndede for fiskeri. Det var hans kerne. Fiskeri fik Jeff til at føle sig i live. Jeff elskede at dele sin glæde ved at fiske med andre.

Jeff var loyal og pålidelig. Han var en enestående holdspiller. Han var kammeraten, der ville gøre alt for at hjælpe andre med at få succes med deres projekter. Han var klog og opfindsom på en systematisk måde.

Jeff rørte mig tidligt ved at takke mig for, at jeg værdsætte ham som person og som kollega.

Vi udviklede hurtigt et effektivt samarbejde, der voksede til et personligt venskab. Han er en af de mænd i mit liv, jeg har åbnet mig mest for. Selv om jeg ikke selv fiskede og kun var med Jeff ude en enkelt gang, havde vi et dybt venskab baseret på ubetinget sympati. Han accepterede mig, som jeg var, og dømte mig aldrig. Hans omsorg for min kone og mine børn var rørende. Jeg vidste, at hvis vi nogensinde fik brug for "buldog", ville han stille op uanset hvad.

Mine børn elskede Jeff, fordi han viste aktiv interesse i dem. Han bekræftede dem i, hvad de betød for mig, ved at sige ting til dem, der fortalte dem, at far talte om dem på arbejdspladsen og til sine venner. Disse små bekræftelser viste mig, at vi var ægte venner.

Vi nød at lave practical jokes med de andre på kontoret. Nogle var totalt barnlige (som at skjule en pruttepude på kontoret under vores foretrukne offer og bruge en fjernbetjening til at aktivere den) og nogle var mere sofistikerede, skjulte operationer, det tog dage at planlægge og udføre (som at ommøblere en eller andens kontor til en komplet minigolfbane med sandgrav og vandhuller og overdimensionerede børnegolfkøller). Sådanne oplevelser bragte det indre barn op i Jeff og mig. Det fik os til at grine i timevis og vi kunne mindes dem i årevis bagefter.

Ingen andre jævnaldrende kunne som Jeff få mig til at grine.

Da han døde, blev min egen sorg udsat, da jeg først forsøgte at støtte og yde omsorg for hans familie og derefter for hans tidligere kolleger. Jeg prøvede at bygge bro mellem Jeffs familie og de tidligere kollegaer. Det er sådan, jeg er indrettet. Jeg går i alarmberedskab og hjælper først andre og siden mig selv.

I første omgang følte jeg skyld. Hvad hvis jeg ikke havde forladt den nystartede virksomhed og var blevet der som hans leder? Ville jeg have set det komme? Var der mere, jeg kunne have gjort? Faktum er, at jeg forlod virksomheden i 2010, og at Jeff og jeg fortsat havde kontakt med hinanden. Selvom jeg flyttede til en anden start, fandt vi sammen, når jeg var i byen.

Familiens åbenhed ved begravelsen, om selvmord og Jeffs livslange kamp med psykiske problemer, var en sund renselsesproces. Det tillod mig og min familie at bearbejde vores sorg helt åbent. Det gav os mulighed for at erkende, hvor hårdt Jeffs liv må have været. Det var godt for mig at vide, at Jeff mødtes med sin sognepræst på ugentlig basis.

Da en af Jeffs døtre læste dele af min hyldest til hendes far om hans bidrag på arbejdet, gav det mig en følelse af en særlig relation, ikke alle havde. Det var vigtigt for mig, at hans familie virkelig forstod, hvad han havde betydet i mit liv. 

Jeg elskede Jeff, og jeg ved, han vidste det.

Jeg ærer Jeffs minde ved at gøre det, jeg er bedst til, og det er at arbejde som strategisk leder. Jeg har udvidet min indsats til også at gælde mental sundhedsfremme og selvmordsforebyggelse. Jeg skriver og taler om selvmordsforebyggelse til minde om ham. Jeg ærer Jeff ved at bede for hans familie og holde kontakt med dem. Jeg fortæller dem om væsentlige aktiviteter og succeser. Jeg ærer Jeff ved at mindes det venskab, vi delte, med andre. Jeg deler de sjove minder, jeg har. Jeg husker hans smil og latter. Jeg hvisker hans navn, når jeg ser folk, der nyder at fiske. Jeg får våde øjne, når jeg spiser sandart, som var hans yndlingsfisk.

Før Jeff døde indgik jeg et partnerskab med Sally Spencer-Thomas. Jeg var i lighed med hende i 2010 konstitueret medlem af Arbejdsplads Task Force for Den Nationale Aktionsalliance for Selvmordsforebyggelse. I 2014 inviterede Sally mig til at vende tilbage til Arbejdsplads Task Force og lede et initiativ, målrettet byggebranchen, om mental sundhedsfremme og selvmordsforebyggelse. Da Sally inviterede mig til at deltage ved mødet i Det Hvide Hus for at præsentere emnet ved "Dialog om mænds sundhed" januar 2016, forstod jeg, at jeg virkelig gjorde en forskel. Dette og den efterfølgende udnævnelse til eksekutivkomitéen for Den Nationale Aktionsalliance for Selvmordsforebyggelse har yderligere styrket mig heri. Dette er en mulighed for at tale fra en større platform og generelt forstærke budskabet om behovet for finansiering, rekruttering af hjælpere og partnerskaber i mental sundhedsfremme og selvmordsforebyggelse.

Jeffs enke Jane har været uhørt generøs til at dele med mig, hvor stolt Jeff ville have været over min indsats for at sætte fokus på mental sundhedsfremme og selvmordsforebyggelse i byggeindustrien. Hun fortæller, at Jeff er stolt af min kamp for folk på gulvet og for at skabe forståelse for emnet.

Jeg opfordrer alle, der er berørt af selvmord, om at gribe håbet. Hav tillid til, at det er muligt at finde solidt fodfæste. Prøv at forstå og lad være med at dømme og bebrejde. Accepter virkeligheden. Tilgiv dig selv for såvel sagte som usagte ord. Reflekter over positive oplevelser og minder. Ær din relation til personen. Ær deres minde. Del åbent og ofte historien med andre. Vær i kontakt med andre og lad være med at isolere dig. Lad låget ryge af dine følelser: Lad tårerne flyde frit og ofte.